Hvad siger deltagerne?

Én af netværksgrupperne i Next Step har allerede et par år på bagen. Gruppen udspringer nemlig af et nu afsluttet EU-støttet udviklingsprojekt, som også blev ledet af Hanne Brokholm. Derfor ved disse kvinder, hvad det vil sige at være en del af et Next Step udviklingsnetværk:

”Virksomhedsudvikling er en kontinuerlig proces, og nogle gange har man brug for et spark bagi. Det får jeg gennem netværket, som tvinger mig til at se mine udfordringer i et nyt lys. Det er meget givende, samtidig med at det giver en tryghed at vide, hvor jeg altid kan finde konstruktiv sparring.” Marianne Alrø fra IBL Sprogservice.

”Min baggrund for at deltage i udviklingsnetværket var et målrettet ønske om vækst – og det har jeg opnået. Faktisk er vi i år blevet udnævnt til Gazelle-virksomhed, og det tilskriver jeg netværket en del af æren for.” Karin Valeur fra Valeur TeleMarketing.

”I netværket er vi i samme båd og står over for mange af de samme udfordringer. Det danner grobund for fantastisk god sparring, som er uundværlig som leder. Jeg er for eksempel blevet bedre til at træffe beslutninger på et mere nuanceret grundlag, hvilket i sidste ende kan ses på bundlinien.” Camilla Nørskov Jørgensen fra rådgivningsvirksomheden Nørskov Miljø.



Last update: 15-06-2009